Vi er relationelle væsener, og hvordan vi bliver set på af andre, har helt afgørende betydning for vores mulighed for at udvikle en positiv selvforståelse og trives. Anerkendelse består i, at vi værdsættes som uerstattelige og unikke individer (ikke blot tal i et regneark!), der bidrager til gruppen, fællesskabet og samfundet.
Som beskrevet af socialfilosoffen Axel Honneth, så vedrører anerkendelse ikke blot individet, men også grupper. Hvilken status i samfundet har den faggruppe, som man tilhører? Hvilke rettigheder og privilegier har man som medlem af sin faggruppe (løn er bestemt en faktor her)? Det har stor betydning for stress og trivsel.
Når jeg i øvrigt taler om opgøret med de individuelle årsagsforklaringer betyder det (selvfølgelig!) ikke, at vi kun skal forholde os til strukturerne.
Selvfølgelig skal vi hjælpe det enkelte stressramte menneske, undersøge individets subjektive erfaringer og livsverden og dets unikke livsbane, men det ændrer ikke på, at vores livsbaner finder sted i en verden med strukturer og eksistentielle livsbetingelser, som vi ikke selv har skabt.
PS: Så fik jeg i øvrigt lige varmet stemmen op med den fælles morgensang, hvor jeg fik testet min evne til at synge “Når jeg ser et rødt flag smælde”. Jeg synes, det gik hæderligt 😀.