At træffe gode valg kræver, at tempoet indimellem bliver sat på ”skildpadde”, og at vi tager os tid til at forholde os til vores levede liv – også alt det, som er svært og skræmmende at være i kontakt med.
Jeg skal snart undervise på kurset ”Ung i en accelererende kultur” for studie- og karrierevejledere på de danske universiteter. Fokus er på ”de strukturer, der påvirker studerendes trivsel, identitet og valg” og på ”den eksistentielle erfaring at stå med valget”.
Jeg er glad for kunne få lov til at yde mit lille bidrag til de vigtige livsvalg som unge mennesker i dag skal træffe – og valget er generelt et centralt omdrejningspunkt i mine samtaler.
Valget er eksistentielt hjerteblod. For det kendetegner særligt os mennesker, at vi kan – og skal – vælge. Og vores livsvalg og identitet er tæt forbundet. Vi vælger ikke bare studie, job, partner, bolig, venner – vi bliver til netop det menneske, vi er, gennem vores valg. Vi er selvfølgelig glade for at kunne vælge – men det kan også vække angsten hos os, for som Søren Kierkegaard skrev: ”Muligheden er den tungeste af alle Kategorier”.
Vi kan kun ane de mulige konsekvenser af de valg, vi træffer, og i valget står vi dermed i en svævende tilstand, hvor hvem vi er, er blevet til noget ubestemt.
Jeg tror, de fleste af os godt kender til den der svævende tilstand.
I den sociale acceleration, som kendetegner vores moderne liv, bliver følelsen forstærket, da valget bliver sværere. Sociologen Hartmut Rosa beskriver, hvordan det bliver sværere at finde ud af hvilke valgmuligheder, der er de rigtige, når tingene konstant forandrer sig. Hvordan skal man vælge, når verden kan se helt anderledes ud – ikke kun om fem år, men om fem uger?
Det øger stressniveauet. Og vores valg er fundamentalt påvirket af, hvordan det står til med os.
Kurset, jeg skal undervise på, tager udgangspunkt i at mange af de unge, som vejlederne møder, mistrives.
Men hvordan står det så til med de knap så unge? Ikke stort bedre. Jeg tror bare, at vi er lidt bedre til at skjule, hvordan det står til bl.a. gennem køb af et væld af materielle goder. For skjule det gør vi i stor stil – og flot ser vores liv jo ud udefra.
Samtidig betyder den sociale acceleration, at vi sjældent har tid til at dvæle ved fortiden.
Nogle gange går vores liv så hurtigt, at den svævende fornemmelse kan blive til en følelse af at gå i opløsning, en diffus følelse af at vi ikke rigtig er os selv mere og ikke længere kan stole på os selv og vores egen dømmekraft. Kierkegaard vil gerne have os til at vælge os selv, men det kan vi ikke længere. For hvem er vi?
Vi kender – men overser alligevel påfaldende ofte – de klassiske stress-symptomer som dårlig søvn, frustrationer, konflikter, smerter i kroppen, en mave der er på tværs og hårtab. Og den manglende glæde og lyst til noget. Men det er også et symptom, at man tvivler så meget på sig selv, at man paralyseres i valget og resignerer.
Alle ovenstående symptomer er værd at tage alvorligt, men oplevelsen af at miste sig selv kan være særlig voldsom.
Men hvad ligger der i at blive sig selv ved at vælge sig selv? Det betyder ikke, at vi skal vælge det samme, som vi tidligere har gjort, eller vælge ud fra nogle personlighedstræk.
Det betyder i stedet, at vi vælger ud fra vores egen historie, ud fra vores levede liv. At vælge sig selv er at forstå sin historie.
Angsten viser os ifølge Kierkegaard, at vi står stillet med en opgave om at få sammenhæng i vores livsforløb og vores identitet – og dermed også, at denne sammenhæng ikke nødvendigvis er givet, men kan opløses.
For hvad er vores egen historie? Meget af vores levede liv er ubevidst og aldrig rigtig blevet en del af vores fortælling. Tværtimod forsøger vi ofte at fraspalte de dele af vores levede liv, som er svære at være i kontakt med. Vi oplever det ofte som farligt og skræmmende og gør derfor, hvad vi kan for at undgå det. Men det er en kortsigtet overlevelsesstrategi. For det betyder også, at vi mister os selv.
At finde sig selv igen og træffe gode valg kræver, at vi kommer i kontakt med os selv, at vi kommer ned i tempo og forholder os til vores levede liv – også alt det som er svært og skræmmende at være i kontakt med. Og at vi får tid til at kaste et blik på de strukturer, der har formet os.
Jeg tror ikke på, at tingene kan quick-fixes i løbet af tre samtaler – og er der egentlig stadig nogen, der tror på, at det er muligt?
Så kan man følge alskens gode råd om at tænke positivt, sige pyt og være taknemmelig, sætte sig mål, meditere, gå til yoga, spise sundere, dyrke motion og ændre på sine leveregler. Det kan da nogle gange være fint at gøre, men jeg har bare ikke mødt nogen mennesker, hvor det har haft en langsigtet effekt på stress og mistrivsel.
Jeg mener tværtimod, at vi har brug for tid og rum til at lade det levede liv komme til orde – alt det som trænger sig på og som former os – også det, som vi helst ikke vil have op til overfladen.
Sokrates udtalte efter sigende, at det uundersøgte liv ikke er værd at leve. Okay, der gik han lidt til yderligheder. Men han havde nu alligevel en pointe.
For selvom det kan være en barsk omgang at give sig i kast med at undersøge sit levede liv, bliver det en stor kilde til glæde. Og man træffer bedre og mere velfunderede valg – og kan blive til den, man er.