Det er blevet jul igen. Og hvad karakteriserer særligt julen? Det gør gentagelsen. Hvert år gentager vi igen de mange traditioner, der knytter sig til den.

Gentagelsen spiller en mere fundamental rolle for os, end vi ofte er opmærksomme på. Gennem den kan vi nemlig holde fast i fortiden, samtidig med at vi skaber forudsigelighed i fremtiden.

Gentagelsen skaber mening i verden og etablerer og fastholder vores identitet og personlighed, så vi kan mærke, at vi er den samme over tid. ”Jeg er det, jeg gentager” kan vi sige.

Forskellige typer af gentagelser

Gentagelser kan inddeles i forskellige typer. De kan være rent lystbetonede og vække glæde og nydelse. I psykoanalysen har vi lystprincippet, et grundlæggende princip der betyder, at vi slet og ret gør det, vi har lyst til.

Som selvopretholdende væsener bliver vi dog også styret af realitetsprincippet, der gør os i stand til at afstå fra eller udskyde de rare oplevelser, hvis der synes behov for det. Realitetsprincippet driver os stadig til at gøre det, som giver os glæde og føles godt – nu bare med måde for også at opleve morgendagen.

For gjorde vi, hvad vi havde lyst til hele tiden, ville vi ikke overleve i særlig lang tid. Vi kan få et indblik i dette fænomen til julefrokosterne, hvor realitetsprincippet i stigende grad bliver kørt ud på et sidespor, som festen skrider frem alt imens lystprincippet overtager styringen.

Lad mig her lige indskyde, at hvis du er som mig, så tænker du, at det muligvis lyder rigtig nok, når det gælder andre, men at du selvfølgelig er anderledes. ”Næh, hov”, siger du ”jeg gør selvfølgelig ikke bare, hvad jeg har lyst til eller hvad der skal til for, at jeg overlever. Jeg gør det rette, det fornuftige, det bedste for andre” osv. i den dur. Men det lyder jo næsten for godt til at være sandt – og det er det også. Nå, tilbage til gentagelserne….

For der er en helt tredje kategori af gentagelser, som er de problematiske. Som ikke giver os glæde, men søvnløse nætter. Og som ligger til grund for det store mysterium, at vi har det med at havne i de samme problematiske situationer, selv om vi bevidst forsøger at undgå dem, fordi de ikke er gode for os.

Situationer og roller der gentager sig

Nu vil vi altså bare være i god tid, så vi lægger store planer, skriver lister som opdateres løbende – og alligevel rammes vi af panikken, når vi igen er i sidste øjeblik.

Vi skifter job, fordi vi er blevet trætte af vores chef, men efter den klassiske 3-måneders honeymoon, hvor det tegner vidunderligt, bliver vi også trætte af den nye.

Vi begynder at meditere og spise sundere, fordi vi er for stressede, og synes kortvarigt, at vi bliver til et nyt og bedre menneske, men efter lidt tid vender stressen tilbage.

Så synes vi, at tiden nu er til at gøre op med de mange møder, der fylder vores kalender. Vi lægger refleksionstid ind, uddelegerer på livet løs, er fast besluttet på at melde fra til uvigtige arrangementer. Men efter et stykke tid, så er kalenderen igen fyldt til bristepunktet (hvilket naturligvis også i høj grad skyldes de sociale og kulturelle kontekster og strukturer, vi er indlejret i).

Vi får den samme rolle i en gruppe. Vi er altid den, der skal tage initiativ til at skabe nye projekter eller arrangere sociale sammenkomster, eller vi er altid den, der spørger ind til om problemet nu er blevet tilstrækkelig afdækket inden vi bare kører på med en løsning, eller altid den, der sørger for at få alle informeret og inddraget, eller den der dribler projektet helt i mål, når de andre er gået videre til noget andet.

Privat får vi også tit den samme rolle i familien, og til julearrangementerne kan det blive meget tydeligt, eller i gruppen af venner og veninder.

Og nogle gange er vi lidt trætte af, at vi altid får den rolle. Så vi skifter arbejde eller private relationer. Blot for at vi igen ryger lige lukt ned i den samme rolle.

”Nissen flytter med”

Til at beskrive dette, har vi øvrigt et juleudtryk: ”Nissen flytter med”. Vi tror, vi bevæger os væk fra problemet, flytter et andet sted hen, hvor det i hvert fald ikke kan ramme os, planlægger os ud af det. Men alligevel ender vi med at løbe panden mod den samme mur. Uden at vi helt kan forstå hvorfor. For Nissen kan som bekendt være svær at få øje på.

Ifølge psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, er de vigtigste gentagelser dem, der er ubevidste. Det er ikke gentagelser, vi husker eller er opmærksomme på, men noget vi gør. Men hvordan kan vi ændre på dem?

Nytåret – overgangsritual til noget nyt

Nytåret er et overgangsritual. Hvor julen repræsenterer gentagelsen og kontinuiteten, repræsenterer nytåret overgangen til noget nyt.

Og der har vi noget så genialt som nytårsforsættet. Vi sætter os for – ofte med imponerende entusiasme – at gøre noget nyt i det nye år, bryde med de indgroede vaner. Men ak, det var ikke så genialt alligevel, snarere fortvivlende svært at gennemføre.

Og det er netop, fordi vanerne og særligt deres ophav er ubevidste. Det, vi ønsker at gøre op med, er ikke styret af vores bevidsthed, ikke noget vi bare kan vælge til og fra.

Skal vi gøre op med vores uhensigtsmæssige gentagelser og mønstre, er det altså ikke nok at sætte sig mål om alt det anderledes vi vil gøre og aktivt arbejde hen mod dem. Vi må dykke ned i det ubevidste, i vores tidlige erfaringer, der former os – og gøre dem bevidste. Vi må fordybe os i vores historie.

Søren Kierkegaard skrev også, at vi kun kan blive os selv ved at forholde os til vores egen historie.

Det eksistentielle og psykoanalytiske perspektiv har det til fælles, at fortiden ikke er noget, vi har lagt bag os. Den er her lige nu – på både godt og ondt i form af traditioner og mere eller mindre ubevidste gentagelser.

Glædelig jul ❤️