Hvordan dagdrømme spiller en væsentlig rolle i vores forsøg på at håndtere stress og hvorfor det er vigtigt at forstå.
Sommerferien er overstået for de fleste af os. Og det er tit, når ferien slutter, at vi mærker, hvordan vi egentlig har det. Mange begynder at sove dårligt igen i de sidste dage af ferien, og tankerne begynder at kredse om de ventende arbejdsopgaver.
Tiltagende mange danskere render rundt med stresssymptomer. Indimellem er det skræmmende, hvor langt ud vi skal presses, før vi indser, hvordan det står til.
Hvordan kan det være? Hvordan forsøger vi ubevidst at håndtere den stress, vi oplever, så vi ikke behøver at forholde os til den?
En forklaring vi sjældent taler om er, at vi bruger vores fantasi. Det er selvfølgelig også fordi, det ofte sker ubevidst, så vi ikke er opmærksomme på, hvad der foregår.
Psykoanalytiske hovedfigurer som Sigmund Freud og Melanie Klein har beskrevet, hvordan fantasier er en helt grundlæggende del af vores mentale liv.
Vi oplever aldrig den ydre verden objektivt eller ”som den er”, men forsøger at skabe sammenhænge i den og reducere angst og stress, når de bliver for overvældende.
Fantasierne skal kompensere for de mangler, begrænsninger og frustrationer, som vi oplever – og har derfor en beskyttende funktion. De fungerer som en overlevelsesmekanisme.
”Jeg er rigtig god til at se realiteterne i øjnene”, tænker du. Men nej, vi bruger alle fantasier til at beskytte os mod realiteterne.
Fantasiens verden er helt afgørende for, at vi har en sammenhængende erfaring. Vi fylder automatisk huller ud i vores oplevelser, etablerer mening, hvor den ikke er der, tilpasser sansningen af verden til det, vi kan udholde. Det er primært de ubevidste fantasier, der strukturerer og organiserer vores mentale liv.
Dagdrømmene, de bevidste fantasier, spiller også en væsentlig rolle, f.eks. i vores forsøg på at håndtere stress. Og det er vigtigt at forstå deres formål.
Anna O., der var en af de første psykoanalytiske patienter, og som fandt på navnet ”the talking cure”, beskrev sine dagdrømme som sit ”private teater”. De er et udtryk for ønskeopfyldelse. Bliver vores behov ikke opfyldt, så kan vi drømme os til det. Præcis hvad det er for et ønske, der ligger bag, er dog ikke altid lige tydeligt, for budskabet kan være forvrænget.
Det er jo fascinerende, hvor meget der bliver kigget boligannoncer samtidig med at vi ved, at vi ikke kommer til at købe bolig foreløbig, vi tjekker annoncer om jobs, som vi ved, vi aldrig vil søge. Vi tænker, at vi også kunne købe en båd og sejle jorden rundt, som Midé Erichsen-familien eller flytte på landet og leve som Bonderøven Frank og hans kone Theresa. I sorg-processer dagdrømmer vi, at vi møder den, vi har mistet. Vi kan også dagdrømme, at forfremmelsen er lige om hjørnet. Eller at chefen endelig vil indse, hvor afsindig dygtige vi er. Eller at den store kærlighed venter lige om hjørnet.
Vores enorme forbrug af reality-tv viser, hvorledes vi forsøger at drømme os væk fra vores eget liv ved at leve os ind i andres. Influencere lever sådan set af at tilbyde en fantasi til deres følgere. Lige så vel som en stor del af afhængigheden af sociale medier og streaming-tjenester som Netflix skyldes, at de netop kan tilbyde en overbevisende fantasiverden.
Vi lever i en tid, hvor denne menneskelige overlevelsesmekanisme, bliver overfodret.
”All our dreams can come true, if we have the courage to pursue them”, som Walt Disney sagde. Vi ved jo udmærket godt, at det ikke er sandt – alligevel bruger vi utrolig meget tid på at lade som om.
Vores evne til at dagdrømme har også en positiv funktion, idet den er vigtig for vores kreative evner. Kunsten er fantasiens land.
Men dagdrømmeriet kan få den uheldige rolle, at vi ikke gør noget ved de underliggende problemer. At vi ikke forholder os til stresssymptomerne.
Dagdrømmene gør os passive. De tjener alene det formål, at vi skal kunne udholde vores nuværende situation, at vi skal overleve. På sigt bliver problemerne kun værre.
Nydelsen ved at dagdrømme er derfor ofte ganske kortvarig. Når vi har nydt tanken om, at vi kan droppe jobbet i morgen og kaste os ud i slow living eller et udenlandseventyr, så melder realiteten sig.
Samtidig viser forskning, at dagdrømmene ofte har en mørk side, fordi der bagved ligger negative tanker om os selv og vores muligheder: ”Jeg finder aldrig et andet arbejde”, ”jeg finder nok aldrig ud af at løse denne her opgave”, ”jeg finder aldrig en anden kæreste eller ægtefælle”.
Frem for at tage os tid til at undersøge årsagen til problemerne og få ordentlig hjælp til det, kaster vi os i stedet alt for ofte ud i travlheden. For når drømmene ikke længere kan udfylde tomrummet, så kan travlheden.
Og sådan går det ofte efter ferien. Når vi er tilbage i fuldt løb fremad på arbejdet, så er vi i stand til at skubbe tankerne, følelserne og tomheden væk. Til næste ferie står for døren.
Men der er noget vi kan gøre for at ændre på det. Vi kan undersøge dagdrømmenes verden – og forsøge at forstå, hvad det er for nogle dybereliggende behov, der ligger bagved – ofte skjulte. Vi kan kigge på de dele af vores liv, som er realistiske at forandre. Og vi kan undersøge angsten, der holder os tilbage fra at gøre det.