Jeg oplever, at ledere kan have stor glæde af en eksistentiel forståelse af deres ledelsesmæssige udfordringer. Eksistentialisme er en måde at forstå menneskets eksistens på. Den peger på, at vi alle er underlagt nogle grundlæggende livsvilkår som ansvar, frihed, ensomhed, fællesskab, meningsløshed, død og tvivl. Det er vilkår som tit bliver sat på spidsen i lederrollen. At være leder handler om at tage ansvar for beslutninger, man ikke selv har truffet, samtidig kan det være en ensom fornøjelse, hvor det kan være svært at dele sine følelser med andre og man sjældent bliver mødt af den forståelse man håber på, alt imens man er dybt afhængig af andre mennesker og fællesskabet for at lykkes. I søgen efter en mening med arbejdet søger medarbejdere svaret hos lederen og meningsskabelse er måske den største ledelsesmæssige opgave i det 21. århundrede. Teknologien sætter os fri fra tid og sted, og skaber enorme informationsmængder, men løsriver os samtidig fra en umiddelbar mening. Herudover er tvivlen på egne evner en fast følgesvend som leder – og det er fuldstændig normalt, for det hører med til det at være menneske.
Eksistentialismen tilbyder altså nogle måder, hvorpå vi kan udforske og forstå ledelsesmæssige udfordringer. Eksistentiel ledelse er hverken tungt eller teoretisk, men forholder sig tværtimod til ledelse i praksis og er karakteriseret ved en åbenhed mod livet, som det konkret udfolder sig. En sådan forståelse tilbyder en større indsigt i lederrollen og veje til at mestre den i den konkrete situation, man befinder sig i.