Jeg tilbyder coaching og terapi til privatpersoner.

I løbet af vores liv opstår der uundgåeligt tidspunkter, hvor vi føler behov for at få en større indsigt i vores livssituation eller skabe forandringer. Enten går vi med overvejelser om at gøre vores liv bedre eller vi rammes af hændelser, som vi har behov for at forstå meningen med. I en accelererende kultur, hvor alting går hurtigere og hurtigere, er det bedste vi nogle gange kan gøre at sætte os ned og reflektere og tale sammen med et andet menneske. For samtaler skaber dybere erkendelser, end hvis vi tænker på egen hånd (i filosofien kaldes det princippet om translokutionaritet). Under trygge rammer kan jeg hjælpe dig med at skabe en bedre forståelse af din situation og omsætte dine overvejelser til handlinger, der skaber positive forandringer i dit liv.

Mine klienter kommer eksempelvis med nogle af følgende problemstillinger:

  • Jeg føler mig stresset.
  • Jeg er i tvivl om, hvad jeg vil med mit liv.
  • Jeg har brug for at forstå mig selv bedre.
  • Jeg skal træffe en stor livsbeslutning.
  • Jeg er nervøs for konflikter.
  • Jeg har brug for sparring på min karriere.
  • Jeg er usikker på egne evner.

Jeg er uddannet cand.mag. i filosofi med tilvalg i psykologi fra Københavns Universitet. Herudover er jeg EMCC certificeret systemisk coach, videreuddannet i eksistentiel psykoterapi og har studeret psykoanalyse i New York.

Jeg arbejder primært eksistentielt, systemisk og psykoanalytisk – men inddrager også sociologien.

Samtaler afholdes fortrinsvist i rolige lokaler i Ryesgade 57, 2100 København Ø, men kan også afholdes online.