Mange års fejlslagen stressforståelse har haft fokus på de individuelle årsagsforklaringer som personlighedstræk, manglende robusthed og en ubalance mellem krav og ressourcer.

I stedet skal vi se stress som en eksistentiel belastningstilstand, der skyldes, at vores grundlæggende eksistensmuligheder er under forandring.

V i lever i en social acceleration, hvor vores liv foregår i et stadigt stigende tempo, der tømmer det for mening og øger fremmedgørelsen og frygten for at sakke bagud. Vi får flere muligheder end nogensinde før, men som Søren Kierkegaard skriver, er muligheden den tungeste af alle kategorier. Vi lever i en verden med opbrud i fællesskaber, hvor samfundsmæssige kriser gøres til psykologiske kriser hos individet, der er overladt til at sikre anerkendelse gennem egne præstationer. Det er alt sammen med til at øge uvisheden i vores liv.

Samtidig afkræves vi en større vished gennem rationelle og umenneskeliggørende styringsmekanismer, hvor vi underlægges krav om kontrol og forudsigelighed. En forståelse af dette paradoks og en bedre indsigt i vores eksistentielle grundvilkår kan tilbyde os nye veje ud af stress – hos individer, i organisationer og i samfundet.