Eksponentiel vækst
Generelt har vi mennesker en meget lineær tankegang, hvor vi forventer, at i morgen kommer til at blive lidt som i dag plus/minus et par procent – og at næste uge, næste måned og næste år følger samme mønster.
Vi har svært ved at begribe mønstre, der afviger herfra – såsom eksponentiel udvikling. Lad os tage et velkendt (hypotetisk!) eksempel. Du tager 30 skridt med hver en meters længde. Hvor langt kommer du? Ja, det er ret nemt at overskue. Og selv om der skulle være en lille vækst for hvert trin, så har du styr på, hvor du står henne. Du er i dit nabolag, du kan nogenlunde kontrollere situationen, forudsige hvad der kommer til at ske og føle dig tryg ved det.
Med hvad så hvis der er tale om eksponentiel vækst, hvor hver skridt fordobles. Det første skridt er 1 meter langt, det næste skridt 2 meter og det tredje 4 meter osv. Hvor langt er du kommet efter 30 skridt?
Umiddelbart forestiller man sig måske, at man er nået til Odense (med mindre man starter i Odense! ?) eller til Paris, hvis man virkelig tænker vildt.
Men svaret er at man når over 26 gange rundt om jorden. På 30 skridt. Det er jo ikke rigtig til at forstå.
Forandringer kan altså være langt voldsommere end vi går og forventer. Men det er som om, at vi stadig har en grundlæggende tro på, at vi kan gøre verden forudsigelig og eksperter kan fortælle os, hvad der kommer til at ske. Vi tror på, at vi kan finde frem til de fysiske love, der styrer vores liv, og indsamle store datamængder, der gør at vi bliver bedre og bedre til at forudsige, hvad der kommer til at ske. Det er et ideal, der stammer fra oplysningstiden.
Laplaces dæmon
En af datidens helte, den franske matematiker og fysiker Pierre-Simon Laplace (1749-1827), hævdede, at hvis der var et væsen, der kendte alle naturkræfter og verdens tilstand fuldstændigt på et enkelt tidspunkt, så kunne vi beregne alle fremtidige tilstande. For et sådan væsen ville intet være usikkert, skrev Laplace.
Det er sidenhen blevet kaldt Laplaces dæmon. På mange måder er det i dag stadig vores grundforståelse af verden og os selv: at det er et spørgsmål om tid, før tilstrækkelig indsigt og regnekraft vil være til rådighed, og vi vil kunne forudsige fremtiden.
Men sådan er virkeligheden ikke.
Kaosmatematik og sommerfugleeffekten
Den klassiske naturvidenskab med bl.a. Newtons mekanik forstår verden ud fra orden og stabilitet. I modsætning hertil står den moderne naturvidenskab, der med kvantemekanik, relativitetsteori og kaosmatematik har fået øjnene op for uforudsigeligheden og ustabiliteten.
Meget udvikling af alt fra epidemier, vejret og forekomsten af myg til aktiemarkedet og modefænomener er kaotisk.
Et grundtræk ved kaotiske systemer er, at de er ekstremt følsomme over for små påvirkninger. Det har ført til begrebet sommerfugleeffekten, som professor i matematik Edward Lorenz blev ophav til, da han i forbindelse med sit arbejde med vejmodeller retorisk spurgte, om en sommerfugls vingeslag i Brasilien kunne udløse en tornado i Texas.
Når vi derfor gerne vil vide, hvordan situationen er om en måned og ikke kan få svar, så er det ikke alene, fordi vi mangler viden, men fordi vi matematisk set skal have viden med uendelig præcision for at kunne forudsige noget.
Når det gælder Corona-epidemien er det altså helt grundlæggende umuligt at vide præcist, hvordan udviklingen bliver. Fordi et håndtryk i København kan betyde en voldsom smittespredning i Sønderjylland.
Selvfølgelig skal vi modellere, beregne, opstille forskellige scenarier og forberede os på dem. For jo, vi kan godt blive klogere og det skal vi bruge til at træffe gode beslutninger. Og kaotiske systemer kan også udvise perioder med stabilitet, der gør visse forudsigelser mulig. Men på længere sigt er det bare umuligt at sige, hvilket scenarie vi ender ud med.
Derfor skal situationen løbende følges nøje og derfor kan vores forventninger om eksakte svar af eksperterne ikke blive opfyldt.
I stedet er uforudsigeligheden et vilkår, vi som mennesker er nødt til at forholde os til.
Hvordan skal vi møde uforudsigeligheden?
Lige så vel som vi skal søge viden, må vi forstå denne uforudsigelighed og hjælpe hinanden til bedre at kunne rumme lidt af den. Helt at rumme den kommer vi dog aldrig til, tror jeg.
Vi må forstå, at livets uforudsigelighed også afslører menneskets skrøbelighed og vores afhængighed af hinanden.
Det har den tyske filosof Hannah Arendt beskrevet i sit hovedværk “Menneskets vilkår”. Her skriver hun bl.a. “Historien er fuld af eksempler på, hvor uformående det stærke og overlegne menneske er, hvis det ikke ved, hvordan man skal hente hjælp fra og handle i samråd med sin medmennesker”.
Det er ikke, fordi vi kan fjerne uforudsigeligheden ved at handle sammen – og det vil vi i sidste ende heller ikke, for uforudsigeligheden er også kilden til liv. Men pointen er, at vi har brug for hinanden, brug for at handle sammen for at leve et bedre liv og et mere frit liv.
Arendts beskrivelse er på mange måder blevet endnu mere relevant i disse tider.
Jeg har skrevet mere om det i min bog ”Stress og eksistens – nye veje til at forstå og bekæmpe stress”, hvor jeg skriver om uforudsigeligheden, videnskaben bag og bl.a. Hannah Arendts svar.
Læs mere om bogen her.
PS: Måske det lige i denne henseende er relevant at gøre opmærksom på at jeg udover at være filosof også er civilingeniør og har været Ph.D. studerende i ikke-lineær matematik.