Bill Clinton var den første sorte præsident i USA. Barack Obama var den første kvindelige præsident. Det siges det i hvert fald. For Clinton var vild med jazz og spillede på saxofon, og Barack Obama græd flere gange. Biologien står for fald. Hvem vi er i egne og andres øjne styres af vores kulturelle fortællinger.

I øjeblikket underviser jeg i kurset ”Hvem er jeg? 5 tilgange til selvet”. Det at forstå hvad det vil sige at være menneske – og ikke mindst hvad der gør os til hvem vi er som individer, synes at være vigtigere end nogensinde før. Ikke mindst fordi det har stor indflydelse på, hvordan vi indretter vores samfund, udøver ledelse, opdrager børn og alt muligt her imellem.

Vi er først og fremmest et produkt af vores tid

For nyligt var temaet narrative forståelser af selvet. Her forstår vi selvet som primært et resultat af de kulturelle fortællinger vi med nødvendighed er indlejret i. Et menneske er ikke sådan et fritsvævende væsen, hvilket også ville være en underlig tom fornemmelse, men vi er først og fremmest et produkt af vores tid.

Er man eksempelvis leder, ja, så oplever og forstår man sig selv i henhold til de kulturelle narrativer om at være leder. Og der er tale om ret forskellige arkefortællinger alt afhængig af om man nu er mand eller kvinde.

Mandlige ledere vil gerne magten og bruger den gerne, er handlekraftige, skærer igennem og er ikke bange for at tage konfrontationen. Kvindelige leder er til gengæld lidt tilfældigt blevet ledere, og kun fordi andre har peget på dem – og de skulle i øvrigt spørges 3 gange inden de sagde ja til jobbet. De er empatiske, involverende og konsensussøgende.

Det er naturligvis arkefortællinger, som individer modellerer deres liv over og sidstnævnte indeholder derfor gudskelov flere nuancer. Ikke desto mindre styrer disse kulturelle fortællinger os mere end vi aner. Vi internaliserer dem og de definerer dermed grundlæggende vores handlemuligheder. De er så at sige en slags anonyme kræfter, der styrer vores liv – helt ned på de dybeste følelser.

Og de påvirker også vores opfattelser og vurderinger af hinanden. Falder man eksempelvis for meget ud fra fortællingen om at være kvindelig leder, så kan man slet ikke få betegnelsen kvinde.

”Jeg kender faktisk Eva Berneke, og hun er jo i virkeligheden en mand”, sagde en bekendt for nyligt til mig.

Det er måske ikke så mærkeligt, for da KMD skulle have ny direktør skrev Computerworld: ”KMD er på vej med ny topchef. Se hans evner her”. Narrativet om at være IT-direktør er tydeligt. Der er tale om en mand og hvordan vedkommende skal agere er allerede i høj grad defineret.

Det er altså værd at lægge mærke til de kulturelle narrativer vi har (men som vi sjældent er opmærksomme på). For de styrer vores forventninger til hinanden, de normer vi underlægger hinanden og hvordan vi helt grundlæggende oplever os selv og andre.

I øvrigt skal man måske slet ikke være så ked af at falde uden for de klassiske definitioner af køn. For som vi diskuterede til undervisningen, så er dette begreb, der engang syntes at være ærkebiologisk, i den grad også ved at blive trumfet af kulturen. Nu behøver man hverken definitivt at være mand, kvinde eller noget tredje. Næ, køn kan såmænd også være flydende, således at man kan skifte det lidt efter sæson. Hvem havde set det komme for 50 år siden?

Prøv at kigge på de fortællinger, som udfolder sig i vores kultur om hvordan man er leder, medarbejder, mand, kvinde, ægtefælle, kæreste og single. Så får du en ret vigtig brik til puslespillet.

Men tilbage til spørgsmålet: ”Ved du hvem du er?”. Leder du efter svaret inde i dig selv, som noget uafhængigt af kulturen, så kommer du nok til at lede et stykke tid. Men prøv at kigge på de fortællinger, som udfolder sig i vores kultur om hvordan man er leder, medarbejder, mand, kvinde, ægtefælle, kæreste og single. Så får du en ret vigtig brik til puslespillet.

Tak fordi du læste med :-).