Lederens fornemmeste opgave er at hjælpe sine medarbejdere til at lykkes. Og kunsten at hjælpe er generelt i høj kurs i organisationer i dag, hvor tværgående samarbejde og gode relationer spiller en større rolle end nogensinde. Men de fleste af os overser ofte, at kunsten at hjælpe kræver noget helt andet end at øse ud af gode råd. Søren Kierkegaard har et blændende blik for det essentielle i hjælpekunsten, hvad der er på spil for os, når vi går galt i byen og hvad vi i stedet bør gøre.

”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Det er det klassiske citat vi ofte ser fra Kierkegaard. Hjælpekunst handler netop ikke blot om at øse ud af sin viden, men starter med at opnå en forståelse for den anden persons situation. Og Kierkegaard fortsætter:

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.

Kan vi ikke sætte os ind i den anden persons situation, så kan vi heller ikke hjælpe vedkommende. Og Kierkegaard peger endvidere på, hvorfor vi tit går så galt i byen.

Når hjælp til andre i virkeligheden er selvhjælp

”Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden I stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham”.

Det at hjælpe kan nemlig være en måde at søge andres anerkendelse på. Som de sociale væsener vi grundlæggende er, giver det at hjælpe os en status – og den slags belønner vores hjerner med en herlig følelse. Det er også derfor, vi kan have det lidt stramt med at spørge om hjælp. Vi risikerer vores sociale status i gruppen. Så føles det nu alligevel langt bedre at udstråle noget overskud og vise sin egen fortræffelighed.

Kierkegaard rammer lige på det ømme punkt. Vi fejler med at hjælpe, når vi herved søger at pleje egen stolthed. Når det at hjælpe kommer til at handle om at sole sig i andres anerkendende blikke. Men han peger også på, hvad vi i stedet bør gøre.

Skal vi hjælpe skal vi indtage en ydmyg position

”Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taamodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar.”

Som en hjælper, der besidder noget viden, skal vi paradoksalt nok først indtage en position, som den ikke-vidende – og faktisk finde os i at være den, der er forkert på den.

Ingen kan vide, hvad der er rigtigt for et andet menneske

Kierkegaards bekendtgør i selvsamme skrift, at hans sande læremester er Sokrates. Og Sokrates udtalte netop de kloge ord: ”Det eneste jeg ved er, at jeg intet ved”. Og nej, pointen er slet ikke at viden og lærdom ikke er vigtig. Pointen er, at ingen kan vide, hvad der er sandt eller rigtigt for et andet menneske i den pågældende situation. Man er med andre ord nødt til at forsøge at forstå den anden, før man kan være til hjælp. Det ligger netop i den ydmyge position.

Og i den sokratiske metode er det dialogen, der er central for erkendelse. Det er gennem gensidig samtale, at man kan hjælpe den anden. Ikke ved at tale i en uendelig strøm om, hvad den anden bør gøre.

Som Kierkegaard skriver: ”Thi det at være Lærer, det er ikke at sige: saadan er det, ei heller er det at give Lectie for o. Desl., nei det at være Lærer er i Sandhed at være den Lærende.”

Som tommelfingerregel skal vi altså stille mange flere spørgsmål, end vi skal informere og instruere direkte.

Til den ydmyge holdning over for den anden hører der en nysgerrighed og åbenhed over for, hvad det andet menneske fortæller. En holdning hvor der gøres op med fordomme og vurderinger. ”Lad det et Øieblik være uafgjort…” og ”lad det Modsatte være antaget”, skriver Kierkegaard.

Selv om Kierkegaards tekst stammer fra 1848, så er det stadig én af de bedste beskrivelser om kunsten at hjælpe, og vi kan stadig lære af den.

Prøv at overveje balancen mellem, hvor mange spørgsmål du stiller andre og hvor meget du selv fortæller. Måske det er værd at skrue op for spørgsmålene?

I næste indlæg omsætter jeg Kierkegaards beskrivelse af hjælpekunsten til seks trin.

PS: Jeg underviser i eksistentiel ledelse på Folkeuniversitet (Emdrup) i starten af 2017. Her går vi tæt på Søren Kierkegaard og hans efterfølgere (Nietzsche, Heidegger og Sartre m.fl.) i den eksistentielle tradition og på hvordan de mange kloge ord kan omsættes til praksis og give nye indsigter i ledelse.  Læs mere her: http://fuau.dk/emdrup/program/organisation-ledelse-og-kommunikation/eksistentiel-ledelse-1712-150.aspx

 

Reference:

Søren Kierkegaard: Synspunktet til min Forfatter-Virksomhed, skrevet i 1848 men udgivet posthumt.